Barmhjertighed

I sorgens beskidte blindgyde sidder en grimrian
forladt, mens regnen siler
ned af hans kinder
han svigtede
bedrog
flygtede
overlod sine elskede til sig selv
gjorde fortræd og misbrugte hjerter

Der, i regnen
ser hun ham
i mørket
glemt og kold
uden håb
uden glæde
virkelighedsfjern og syg
hende, der elsker hvem som helst

Han ser hende ikke
han vil ikke elskes eller røres
hendes hænder giver ham afsky
afviser, håner og slår
skrid kælling
hun går fra sig
efterlader sig
for at være hans
i mørket
under muren
isoleret
i længsel efter
ingenting

Tider sker
børn sker
snotnæser og bleget vasketøj
krykker slides
arnen pustes ud og ind kommer tv
pølsehorn og lagkagefyld

Hungrende hjerte
der engang havde øjne
finder hvile ved grå vægge
så længe de bare er grå
og ikke sorte

I sorgens beskidte blindgyde sidder en grimrian
der svigtede, bedrog og svinede alle til
hadede verden
skreg ækle urimeligheder

i døden vil han finde hvile
vil han rejse sig
vil han finde kærlighed
ikke før

bedst
at lade ham sidde
i sin utilnærmelighed
og lide