Jeg mistede min drøm – min illusion. Jeg kunne ellers godt lide den. Det
var lidt ærgerligt eftersom det hele var en dejlig hemmelighed holdt i
live så længe
Det var dine øjne – dine meget blå øjne,
Hvad jeg skal stille op med den tomme plads der nu er tilbage dér, hvor dine øjne fyldte mig med stille dyb og samhørighed: Nu er der ingenting. Det er måske meget godt. Jeg skulle jo ikke bruge det til noget. Hverken dine øjne eller det blå.
Jeg erfarede, at du ikke længere boede i din lejlighed, men hos en kvinde. En kæreste. Det slukkede længslen. Forvandlede det blå til sort. Pustede gnisten ud jeg havde dvælet ved.
Nu vil jeg have mine længsler tilbage. De tanker, jeg har brugt, vil jeg have retur. Også mine fine følelser, som jeg i hemmelighed har gødet, vil jeg acceptere som ubrugelige og sænke i havet. Lade dem drukner der.
Hvor ville blide vinde have blæst dig hen for år tilbage, hvis ikke jeg havde holdt de let flygtige og forbigående øjeblikke i live med endnu blidere forhåbninger?
Ville jeg have set dit blik igen, hvis nu jeg havde drømt hårdere, tænker jeg?
Alt det blå blev optaget i mit indre fordi jeg gav det lov. Fordi det var ufarligt at drømme søde drømme, når virkeligheden alligevel ikke medregnes som opnåelig.
Den slags drømme kan kun opløse. De kan ingenting love og derfor heller ikke bryde regler. De er hvide uskrevet stykke papir, der flyver bort i natten uden en lyd. Opslugt i mørket og for evig forsvundet.
Det var dine øjne – dine meget blå øjne,
Hvad jeg skal stille op med den tomme plads der nu er tilbage dér, hvor dine øjne fyldte mig med stille dyb og samhørighed: Nu er der ingenting. Det er måske meget godt. Jeg skulle jo ikke bruge det til noget. Hverken dine øjne eller det blå.
Jeg erfarede, at du ikke længere boede i din lejlighed, men hos en kvinde. En kæreste. Det slukkede længslen. Forvandlede det blå til sort. Pustede gnisten ud jeg havde dvælet ved.
Nu vil jeg have mine længsler tilbage. De tanker, jeg har brugt, vil jeg have retur. Også mine fine følelser, som jeg i hemmelighed har gødet, vil jeg acceptere som ubrugelige og sænke i havet. Lade dem drukner der.
Hvor ville blide vinde have blæst dig hen for år tilbage, hvis ikke jeg havde holdt de let flygtige og forbigående øjeblikke i live med endnu blidere forhåbninger?
Ville jeg have set dit blik igen, hvis nu jeg havde drømt hårdere, tænker jeg?
Alt det blå blev optaget i mit indre fordi jeg gav det lov. Fordi det var ufarligt at drømme søde drømme, når virkeligheden alligevel ikke medregnes som opnåelig.
Den slags drømme kan kun opløse. De kan ingenting love og derfor heller ikke bryde regler. De er hvide uskrevet stykke papir, der flyver bort i natten uden en lyd. Opslugt i mørket og for evig forsvundet.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar